
Jeg har fotograferet i mange år. Først med analog spejlrefleks, siden med digital kompaktkamera og fra 2005 med digital spejlreflekskamera. I de seneste år er det mere og mere blevet genren “naturfotografering”, med fokus på dyre- og fuglefotografering, der har min særlige interesse.
Jeg har deltaget i fotoworkshops i Danmark, Tyskland, Sverige, Norge, Finland, Kenya, USA, Spanien, Polen, Bulgarien og Grækenland. Har tidligere undervist i foto, hos AOF Roskilde og AOF Frederiksberg & København.
*
I december måned 2009 modtog jeg 1. præmien i magasinet Digital Foto’s fotokonkurrence og fik hermed titlen, som nordisk mester 2009. Der var i alt indsendt 6000 fotos fra Finland, Norge, Sverige og Danmark til konkurrencen med temaet “Natur og miljø”. Jeg var heldig at vinde med et billede, som jeg har taget på Island af vandfaldet “Skogafoss”.
Finalist, blandt 700 deltagere, i National Geographics nordiske fotokonkurrence 2012. Her fik jeg “hædrende omtale” med billedet af “Den elegante flamingo”
I november 2018 vandt jeg 1. pladsen i kategorien “Portræt” i NFD’s årskonkurrence. Billedet er et portræt af den japanske makakabe – kaldet japansk sneabe, mens den bader i de varme kilder. Jigokudani, Japan, januar 2018.
I november 2020 vandt jeg 3. pladsen i kategorien “Fugle” i NFD’s årskonkurrence med billedet af en kongeørn fra Sverige.
I november 2022 vandt jeg 2. pladsen i kategorien “Vildskab” i NFD’s årskonkurrence med billedet af en snehejre fra Sanibel Island, Florida.
Jeg er medlem af foreningen: Natur Fotografer i Danmark – se mere på foreningens hjemmeside