HDR - High Dynamic Range er en særlig fototeknik, hvor man tager flere billeder af det samme motiv med forskellig eksponering (belysning) - dvs. man tager 3 - 5 billeder, hvor det ene billede er normalt belyst, - et eller to er overbelyst og et eller to er underbelyst. Dermed opnås en større spændvidde i farve- og nuanceregistret end der kan skabes via et enkelt foto.
At tage flere billeder af samme motiv kræver, at man anvender stativ for ikke at få rystede billeder og dermed "mispasninger" mellem de enkelte billeder. HDR fotos skabes ved, så at sige at lægge de 3 eller 5 billeder oven på hinanden og via et særlig HDR program skabe ét fælles billede, som har flere nuancer. Photoshop CS3 kan lave HDR fotos, men der findes også et specielt HDR program kaldet Photomatix, som er meget nemt at arbejde med.
Teknikken er spændende og giver nye muligheder og er især velegnet til motiver, hvor der er mange nuancer. HDR teknikken kan også "misbruges" så det mere ligner et maleri end et et foto, men det er jo smag og behag. Prøv teknikken og eksperimenter dig frem til det resultat du synes fungerer og ser bedst ud.